Foto: Aage Matthiesen
Vagtlen
Mange har set frosne vagtler i supermarkedets kølediske, og er stødt på vagtelæg direkte til salg eller på restauranter. Men hvor mange har set en vagtel i den danske natur? – Og hvor mange ved at de findes ganske udbredt i store dele af Danmark? Selv mange inkarnerede fugleentusiaster har kun hørt vagtlen synge ude fra markerne. Den er nemlig nærmest usynlig! – Det er dog nemt at lære dens monotone 3-tonede sang at kende. Den lyder som ”huit, vit-vit” med tryk på første tone. Den gentages i serier, og kan høres døgnet rundt, dog oftest i timen efter solnedgang, og 1-2 timer før solopgang. I medvind kan den kraftige sang høres 1-2 km væk! Hos de fleste af Naturmælks leverandører høres vagtlen synge fra de økologiske marker med korn, hestebønner og lupiner. Således også hos Peter Madsen i Øster Højst i Sønderjylland.
Fakta: Vagtlen (Coturnix coturnix) er en lille hønsefugl, ca. halvt så stor som en agerhøne, og den vejer kun ca. 100 gram. Det er en trækfugl, der tilbringer vinteren i Afrika. I maj måned ankommer de første vagtler til Danmark, og i højsommeren kan flere bølger af trækkende vagtler konstateres. Man mener at disse har fået et første kuld i Sydeuropa i marts-april, og siden trækker nordpå for at får endnu et kuld unger. Derfor høres de syngende hanner til ind i august. Hannen og hunnen finder sammen i den tætte vegetation i marken. Hunnen lægger derpå ca. 10-12 æg, som ruges i omkring 17 dage. Hannen forlader derpå familien for at finde en ny mage, og hunnen passer de små kyllinger alene. Efter 11 dage kan de flyve korte afstande, og efter 3 uger kan de flyve rigtigt. Familien opløses efter 5-7 uger. De lever yderst skjult i markerne, og flyver kun op når de presses meget, f.eks. af en mejetærsker. Formentlig er høsten meget farefuld for vagtlerne, både pga. fare for at blive skadet eller dræbt, men også fordi de mister skjul. I september-oktober flyver vagtlerne atter sydpå til vinterkvarteret.
Tekst: Jesper Toft, Ravnhøj Consult, Naturrådgiver