PIA OG HEINO MØLHOLM:

Det handler om faglig integritet

Omlægningen til økologi sker ikke kun på marker, i stalde og på papiret. Den skal i høj grad også ske inde i hovedet på landmændene, mener Heino Mølholm, der gennem 25 år har ekspanderet sit landbrug – og fået hjertet med i økologien.

På Mariesminde i Sig ved Varde bor Pia og Heino Mølholm. Deres fire børn er mellem 15 og 25 år, og foruden familien arbejder også 4 fuldtidsmedarbejdere på gården. På de 25 år, der er gået, siden familien Mølholm overtog stedet, har både familien, bestanden og arealet haft vokseværk – for ikke at tale om ambitionerne.

I 1997 var der 36 køer og 36 hektar land. I dag har familien 230 køer og driver 550 hektar jord, og alle gamle bygninger er væltet og ved egen hjælp bygget op igen.

Jeg har altid ønsket at lave kvalitet frem for kvantitet. Det var ønsket om at fremstille maden til familien Danmark fredag, lørdag og søndag. Resten af ugen kunne andre fremstille. Her kom økologien som kaldet. 

”Vi omlagde til økologi i september 1998. Dengang var det faktisk en økonomisk beslutning, fordi der var en merpris på økologisk mælk, der kunne betale en ny stald. Men vi har flyttet os, og er nu økologer med hjertet. Omlægningen er jo ikke noget, der bare sker fysisk. Det sker også oven i hovedet på landmændene,” fortæller Heino.

”Det har jeg set mange steder, når folk finder ud af, hvilket enormt fagligt løft, økologien giver. Du skal lave dine ting ordentligt, og fagligheden kommer i fokus. Det er nøjagtig det samme, som når man begynder at lave mad fra bunden i sit køkken. I de konventionelle køkkener sagde man jo, at saksen var det vigtigste redskab, når poserne med færdig mad skulle klippes op. I dag er det kniven, der er det vigtigste, fordi du selv tilbereder dine råvarer,” siger Heino.

”Vores idé med økologien har hele tiden været selvforsyning, og vi er meget tæt på. Vi har fået jordarealet hævet så meget, at vi kan være selvforsynende. Nu skal vi bare lige have fundet ud af hvad det er for nogle proteiner der skal dyrkes. Vi forsøger os lidt frem.

Så er jeg jo ved at have en alder, der gør, at jeg kigger lidt på, om næste generation skal med i driften.

Dernæst står vi overfor problemstillingen med klimaet, her har vi været i gang et stykke tid men er langt fra der hvor vi gerne vil være.

Han kan godt lide, at naturen får lov at være, som den er – eller måske nærmere bringes tilbage til det, den var. For det giver synlig og positiv effekt på både naturen og produktionen.

”Fordi vi lader dyrene afgræsse vores marker, har vi opretholdt en mangfoldig natur her hos os. Vi har fundet mange sjældne planter (link) og vi har et rigt dyreliv. Hvis ikke dyrene afgræssede engene, ville naturen lynhurtigt gro til, og piletræerne kvæle det rige liv. Kreaturerne forøger biodiversiteten meget.” fortæller Heino.

”Reaktionerne har ændret sig gevaldigt gennem årene. Engang rynkede folk på næsen, i dag ser de op til os – eller de ser i hvert fald, at det kan lade sig gøre. Dengang troede de, at vi ville bukke under efter fem år,” siger han og fortsætter:

”Jeg elsker den økologiske driftsform. For du gør det så godt, du kan, i foråret, og så lader du naturen gro og gå sin gang. Det handler om rettidig omhu og integritet. Desuden er management i højsædet for en økolog. Vi gik til Naturmælk, fordi vi kunne se, at de store mejerier ikke kunne udvikle økologien. Her sætter vi os ned og snakker om det. Vi er fri for den store kontrol, fordi vi stoler på hinanden,” fortæller Heino.

”Jeg tror ikke, at vi får et 100% økologisk Danmark i min tid, men jeg kan rigtig godt lide det fokus, der er på god og sund mad lige nu. Vores børn kan ikke drømme om at spise trestjernet salami, og her hos os kommer kunderne igen, fordi den bøf, de har købt, smager godt og ikke svinder på panden. Så lige nu går forbrugsvanerne den rigtige vej,” siger Heino.

”Det er letmælksyoghurten med appelsin, som har en tilpas syrlig smag. Smagen er vigtig, og i en økologisk produktion må man gerne kunne smage årstidens skift. Det er naturlighed i sin grundessens,” slutter Heino.

Stokbækvej 9, Sig
6800 Varde