Foto: Per Klit Christensen
Løgfrø
Hvem kender en løgfrø? – Få har hørt om den, næsten ingen har set den. Så på sin vis et mystisk ukendt dyr, der lever i skjult i mørket. Og så lugter den af og til af løg – på tysk kaldes den for ”hvidløgsfrø”! Alligevel er den de senere år kommet mere i fokus, da den er opført på EU’s Habitatdirektiv som særligt beskyttelseskrævende. Det betyder at kommunerne skal sørge for at den trives og ikke går tilbage, ja helst frem. Ét af det steder i landet, hvor løgfrøen har større bestande er nord og øst for Tønder. Her bor den økologiske landmand Jens Kristiansen, Vennemose, der er leverandør til Naturmælk. På de jorder han dyrker, lever den sjældne løgfrø. Om dagen nedgravet i jorden, i nattemørket vandrende rundt på jorden for at fange orm, insekter og andre smådyr. Egnen omkring Vennemose er præget af mange små vandhuller, dels gamle mergelgrave, dels vandingshuller til kreaturerne. I disse vandhuller lægger løgrøen sine æg, og her vokser de kæmpestore haletudser op. For løgfrøen er det livsnødvendigt, at landbruget bideholder sådanne små vandhuller. Jens Kristiansen planlægger nu at restaurere yderligere nogle vandhuller som bl.a. kan fremme ynglemuligheder for løgfrøen.
Fakta: Løgfrøen (Pelobates fuscus) er som voksen 4-8 cm lang. Den vurderes til at være dén danske paddeart, der er gået mest tilbage i Danmark pga. forringede levesteder. Den findes nu kun spredt i Jylland og i Nordsjælland samt få andre steder. Områder med til dels sandet jord, der er let at grave i, foretrækkes. Den lever meget skjult. Om dagen nedgravet i jorden, og først når det er rigtigt mørkt kommer den frem for at søge efter orm og insekter. I april-maj søger den ned i vandhullet, hvor den opholder sig på bunden. Her sidder hannen og kvækker med svage ”krok-krok”-lyde. Når hunnen har lagt sine æg, går de voksne på land igen. Imens vokser deres haletudser sig meget store ved at spise alger og vandplanter. De kan blive op til 14 cm lange før de forvandler sig til lungeåndende små frøer og går på land sidst på sommeren. I oktober graver de sig ned i jorden for at gå i dvale.
Tekst: Jesper Toft, Ravnhøj Consult, Naturrådgiver