Økologi og sundhed

Er økologiske fødevarer sundere end konventionelle fødevarer?

I mange år har det heddet sig at det var et spørgsmål om tro at økologiske fødevarer var sundere end konventionelle – at intet var videnskabeligt bevist. Forskningsinstitut for Human Ernæring på Landbohøjskolen udgav for få år siden en større rapport om emnet: “Økologiske fødevarer og menneskets sundhed”. Heri konstaterede man at der ganske vist eksisterede en stribe forskningsresultater som kunne indikere visse sundhedsmæssige fordele ved økologien – men at forskningen på området endnu var så begrænset og mangelfuld at man ikke kunne konkludere noget med sikkerhed.

Denne holdning er stadig fremherskende blandt flertallet af landets ernærings- og fødevareeksperter. På trods af, at flere forskningsresultater, såvel her i Danmark som i udlandet, har påvist en række klare fordele ved økologiske fødevarer – også hvad det sundhedsmæssige angår. En række undersøgelser har f.eks. påvist at fedtsyresammensætning i økologisk mælk er betydeligt sundere end i konventionel mælk. Andre undersøgelser har påvist at der er flere vitaminer og kostfibre i økologisk frugt og grøntsager. Dertil kommer at økologiske fødevarer har et langt lavere indhold af tilsætningsstoffer end konventionelle, samt er fri for genmodificerede organismer. Endvidere har kostforsøg med rotter vist indikationer på sundhedsmæssige fordele ved økologisk kost.

Økologi og sundhed er afgjort et område der stadig bør forskes meget mere i, men efter Danmarks Aktive Forbrugeres vurdering foreligger der nu så mange forskningsresultater som taler til økologiens fordel, at vi – når alt tages i betragtning – ikke er i tvivl: økologiske fødevarer er et sundere valg. Ikke kun for vores ydre miljø – men også for vores krop og ernæring.

Foreløbige forsøg viser at økologisk mælk forebygger kræft

Resultaterne af foreløbige forsøg viser store forskelle i indholdet af fytoøstrogener i økologisk og konventionelt produceret mælk En række videnskabelige undersøgelser tyder på, at fytoøstrogener kan virke forebyggende på udviklingen af sygdomme som kræft (bryst-, prostata-, og tyktarmskræft), hjerte-karsygdomme og knogleskørhed. Der registreres således færre tilfælde af bryst- og prostatakræft i lande, hvor fytoøstrogener findes i store mængder i kosten.
Fytoøstrogener findes i høje koncentrationer i bælgplanter som kløver, lupin og ærter. De findes også i kornprodukter, nødder og frø samt i en række almindelige frugter og grøntsager. Da bælgplanter i stort omfang anvendes som foder i den økologiske mælkeproduktion, er planter som kløver og lupin kilder til fytoøstrogener i mælk. Og mælken er i næste led en kilde til fytoøstrogener for de, der indtager økologisk mælk og mælkeprodukter.

Mere E-vitamin i økologisk mælk

Danmarks Jordbrugs Forskning har i 2004 undersøgt indholdet af antioxidanter og vitaminer i økologisk og konventionel mælk, og studierne viser, at økologisk mælk i syv ud af ti prøver indeholder markant mere naturligt e-vitamin end konventionelt mælk. 
Derudover viser undersøgelsen, at indholdet af carotenoider er to – tre gange så højt i økologisk mælk som i konventionel mælk, og det påvirker smagen, fordi stoffet er med til at danne en række aromakomponenter i mælken.

Flere sunde fedtsyrer i modermælk

Økologisk mælk indeholder flere gavnlige umættede fedtsyrer end konventionel mælk. Nu har en hollandsk undersøgelse vist, at de sunde fedtsyrer også findes i højere koncentrationer i modermælk hos ammende kvinder, der spiser økologiske mælkeprodukter. En undersøgelse af spisevaner og modermælk fra omkring 300 kvinder viser en tæt sammenhæng mellem andelen af økologiske mælkeprodukter og indholdet af flerumættede fedtsyrer i mælken til deres spædbørn.
Indholdet af flerumættede fedtsyrer i modermælken var dobbelt så højt hos mødre, der angav at de mælkeprodukter, de spiste, næsten udelukkende var økologiske i forhold til de mødre, der spiste konventionelle mælkeprodukter.

Bedre fedtsammensætning i økologisk mælk

Økologisk mælk indeholder mere gavnligt omega-3 og mindre af de fedtsyrer, som vi spiser for meget af. Det viser en undersøgelse udført af forskere fra Washington State University i USA.
I gennemsnit var indholdet af omega-3 62 procent højere i økologisk mælk, sammenlignet med konventionelt (ikke-økologisk) mælk. Samtidig var indholdet af omega-6 25 procent lavere i den
økologiske mælk. Resultaterne i den amerikanske undersøgelse svarer til konklusionen på en tilsvarende undersøgelse, som forskere ved Newcastle Universitet i England har udført tidligere. Her blev der fundet 60 procent mere omega-3 i den økologiske mælk end i den ikke-økologiske. Dermed har den økologiske mælk en bedre fordeling mellem de to slags fedtsyrer end den ikkeøkologiske.
Kroppen har nemlig brug for både omega-6 og omega-3 fedtsyrer, men vestlig kost i dag indeholder for meget omega-6 og for lidt omega-3. Forklaringen er, at mælk fra køer på græs har de bedste fedtsyrer. 100 procent af de økologiske køer kommer på græs, mens tallet anslås at være 16 procent eller derunder hos konventionelle.

” Organic Production Enhances Milk Nutritional Quality by Shifting Fatty Acid Composition: A United States–Wide, 18-Month Study”
http://www.plosone.org/article/info:doi/10.1371/journal.pone.0082429

“Fat composition of organic and conventional retail milk in northeast England” (Journal of Dairy Science, Volume 94, Issue 1, Pages 24-36, January 2011)
http://www.journalofdairyscience.org/article/S0022-0302(10)00670-3/fulltext

Systematisk review af ernæringsmæssige sundhedseffekter af økologiske produkter
En systematisk gennemgang af eksisterende studier viste, at der er en tendens til, at der i økologiske planteprodukter findes lavere indhold nitrat og pesticidrester og højere indhold af C-vitamin og
phenolforbindelser, samt bedre fedtsammensætning i økologisk mælk og kød. Men variationen i resultaterne er meget stor og er afhængig af blandt andet høst-tidspunkt, modningsstadie, gødning
og vejrforhold. Forbindelsen mellem fødevarers ernæringsværdi og sundhed er derudover ikke et simpelt forhold, og det er derfor vanskeligt at drage effektive konklusioner om økologiske produkters
ernæringsmæssige sundhed.

“Organic food and impact on human health: Assessing the status quo and prospects of research” (Wageningen Journal of Life Sciences 2011, issue 58, 103-109)
http://estrip.org/content/users/tinypliny/0911/ScopeofOrganicInorganicresearch.pdf

 

Her finder du en oversigt over undersøgelser, som relaterer sig til økologi og sundhed http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/flf/spm/254/svar/1121833/1349477.pdf

Miljøfordele ved økologi

Den intensive landbrugsproduktion i Danmark belaster miljøet. Der findes muligheder for at reducere denne belastning. Økologi er et godt bud. Nedenstående gennemgås forskellige konkrete miljøfordele ved økologi.

Ingen kemiske sprøjtemidler

Konventionelle landmænd bruger kemiske sprøjtemidler, der siver ned i grundvandet og udvaskes til vandløb, søer og hav. Disse sprøjtemidler er en trussel mod vor vandforsyning. Der findes hyppigt sprøjtemidler eller rester deraf i vandboringer.

Økologiske landmænd anvender til forskel fra konventionelle landmænd ikke kemiske sprøjtemidler, der kan forurene grundvand og vandmiljø. Den økologiske landmand skal i stedet være dygtig til at forudse og forebygge problemer i afgrøderne. På trods af al forebyggelse er der naturligvis stadig en risiko for at få uventede skader på afgrøderne, som kan nedsætte udbyttet. Det er en af grundene til, at økologiske varer er dyrere at producere en konventionelle.

Udelukkende brug af naturlig gødning

Når landmænd gøder for meget, udvaskes de overflødige næringsstoffer fra markerne. De udvaskede næringsstoffer forurener vores grundvand og giver iltsvind, bundvendinger og fiskedød i vores vandløb, søer, fjorde og kystnære farvande.

De økologiske landmænd anvender ikke kunstgødning, men kun den naturlige gødning. Som gårdens og planter producerer.

De økologiske landmænds fravalg af kunstgødning betyder, at de kun har en begrænset mængde gødning til deres jord. Derfor bliver de nødt til nøje at planlægge, hvor gødningen skal bruges. Der er ikke råd til at næringsstoffer udvaskes.

Produktionen af kunstgødning er meget energikrævende. Faktisk er produktionen så energikrævende at alene det, at der anvendes kunstgødning i det konventionelle landbrug betyder, at energiforbruget og dermed udledningen af CO2 generelt er højere end i det økologiske landbrug.

Ingen gensplejsning

Økologiske landmænd anvender ikke teknologier, hvor de langsigtede miljøkonsekvenser endnu ikke er kendt. F.eks. afviser de økologiske landmænd at bruge genetisk modificerede (gensplejsede) organismer (GMO), fordi miljøkonsekvenserne af at sætte GMO-planter ud i miljøet endnu ikke er kendt, og fordi der er risiko for, at GMO-planter kan forurene andre planter i miljøet.

Praktisk Økologi
Landsforeningen Praktisk Økologi er for alle, der ønsker en bæredygtig udvikling for fremtiden.
I foreningen arbejder vi for at fremme økologisk dyrkning og levevis – dels ved at ved at påvirke beslutningstagere og dels ved at oplyse om økologi i praksis.

www.oekologi.dk

Økologisk Landsforening
Økologisk Landsforening er et i dansk sammenhæng enestående fællesskab for landmænd, virksomheder og forbrugere. Vi er samlet om at styrke og udvikle den økologiske produktion af fødevarer i overensstemmelse med foreningens værdigrundlag.

www.okologi.dk