Karin og Finn Thorslund:

Lidt om Højstrupgård, Karin og Finn

Syd for Odense, på vej mod Broby ligger Karin og Finns kvæggård. På gården er der 65 malkekøer af racen Rød Dansk Malkerace. Køerne går i en dybstrøelsesstald og har adgang til det fri og frisk luft hver dag året rundt.

Ved den lille grusvej ud til Fangelvejen står der en farverig blomster malet blå ko med det røde Ø på maven, og dem der kommer forbi er ikke i tvivl om at her er der malkekøer og økologi. Finn får mange positive tilkendegivelser fra de forbipasserende ude på Fangelvejen som følger med i køernes liv. Kan de ikke se køerne fra vejen bliver der spurgt: Hvor er køerne henne? Er der en ko der er i gang med at kælve ude i marken, kommer de ofte ind og giver besked.  

Et lille landbrug kan skabe stor sammenhæng i dagligdagen og til omverdenen.

På gården dyrkes der græs som grovfoder til de 65 malkekøer, og der dyrkes salgsafgrøder i form af hestebønner, havre og rug. Der er et tæt samarbejde med en økologisk grøntsagsavler, så der er mulighed for at bytte jord og udnytte dette i sædskiftet. Netop det med sædskiftet er for Finn en væsentlig brik i den økologiske dyrkningsform. Som økolog kan man ikke bare reparere ved at sprøjte og tilføre kunstgødning, så der skal tænkes langsigtet og i forebyggelse.

Karin og Finn har 3 plejebørn på gården, en medhjælp i stalden, og så er de med i Skolekontakt-ordningen under Landbrug og Fødevarer. De modtager mellem 30-40 besøgsklasser hvert år. Eleverne kommer ud til dem, for at høre og se om det økologiske landbrug, mange klasser har forberedt sig hjemmefra, og vil opleve forskellen på det økologiske og det konventionelle landbrug.

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit, sed diam nonummy nibh euismod tincidunt ut laoreet dolore magna aliquam erat volutpat.

Hvornår gik I ind i økologien og hvorfor

Finn og Karin overtog gården fra Finns forældre i 1990. I 1998 lagde de om til økologi og driver nu 100 ha jord. Det med at sprøjte har aldrig været noget for Finn, og da der i årene efter at de overtog gården begyndte at komme skred i økologien valgte de at begynde at producere økologisk mælk, og Finn understreger at ”det har vi ikke fortrudt et øjeblik, at vi lagde om til økologi”.

De kom med i en ERFA gruppe for mælkeproducenter på Fyn, som senere dannede rammen for at de kunne blive andelshaver i Naturmælk, og samtidig levere mælk til det fynske mejeri Løgismose. Finn er glad for at være andelshaver i et lille mejeri, kommandovejen er ikke så lang, vi bliver alle hørt” vi kan altid ringe til formanden eller direktøren hvis vi har noget vi gerne vil drøfte”.

Hvordan ser fremtiden ud for økologien ifølge jer?

Finn er tilfreds og stolt over at have drevet sit landbrug økologisk i de sidste 20 år. Det har været muligt at skabe en god tilværelse, og Karin og Finn har skabt en fælles arbejdsplads. Gården ligger tæt på Odense, så der er ikke de store muligheder for at udvide, og Finn regner ikke med at der efter hans tid som mælkeproducent kommer en ny mælkeproducent. Der er harmoni i bedriften, og der er skabt naturtiltag i form af vandhuller og gode levesteder for insekter og bier. Dette sikrer økologi langt ud i fremtiden.

Hvad siger du når du møder skepsis overfor økologien?

Finn husker at da han startede i slutningen af 90érne sagde nabolandmændene: ”Det hele gror til i skidt”. Dengang var de 17 økologiske mælkeproducenter som holdt sammen på Fyn, og de etablerede ERFA grupper hvor de støttede hinanden bl.a. for at få solgt deres mælk økologisk. Nu er økologien blevet en naturlig del af hverdagen for landmændene og forbrugerne, og det skaber ikke længere speciel opmærksomhed.

Hvilket økologisk produkt er din favorit?

Karin og Finn er enige, det er koldskålen og kakaomælken, og så smørret som smager fantastisk og er helt gult når køerne kommer på græs. Efter lidt betænkningstid kommer de i tanke om creme fraichen, den med de 38%, den bruger de ofte som sovs!

Fangelvej 130 5260 Odense.